2.uge_index

New Zealand
3. uge

Torsdag den 20-01-11 – vores 43. bryllupsdag.

Vi blev vække allerede kl. 0603 ved, at nogen stod og vuggede bilen frem og tilbage. Vi sprang op, steg ud, men nu var der ingen i nærheden, og det var helt roligt. Det var rent faktisk et lille jordskælv, og der var også andre campister der opdagede det.
Jeg håber da ikke det var et varsel for vores 43. bryllupsdag i dag.

Jordskælvet var på 5,1 på Richterskalaen. Det skete i 10 km.s dybde ca. 10 km. sydvest for byen.
Det er i hvert fald, hvad jeg siden har læst på NZ.s GeoNet. Denne dag var der op imod 10 jordskælv i området, men de øvrige var kun på omkring 3,0 på skalaen.
Det ses også, at det er almindeligt med de mange småjordskælv i Christchurch.

I byen så vi enkelte skader efter det store jordskælv, som var i byen for et par måneder siden. Det var mest nedfaldne skorstene og revner i bygninger, som endnu ikke var blevet repareret.

Det var specielt at opleve et jordskælv, selv om det heldigvis var ganske småt.

Vi checkede ud og kørte vestpå kl. 10.
I dag kørte vi tværs over sydøen – fra Christchurch mod Greymounth. En fantastisk flot tur.
Først ud af Christchurch igennem et skovområde, hvor der lå mange forskellige klubområder i et stort fritidsområde. Og flere golfbaner.
For øvrigt er der flere golfbaner i NZ, end der er tankstationer. Sådan føles det i hvert fald.
419 golfbaner til kun 4½ mil. mennesker, det er da meget pænt.

Derefter det grønne flade landbrugsområde - Canterburry Plains med en utrolig frodighed overalt og marker med massevis af får og køer.
Et sted standsede vi ved en fårefarm, hvor folkene var ved at øremærke fårene. Det var sjovt at se, hvordan fåreejeren kunne få sine 2 hunde til at hente de får, han lige nu skulle bruge. De jagede fårene ind i en anden indhegning og andre ud i andre indhegninger. Han kom hen og snakkede med os og inviterede os også indenfor, men der var mudder overalt, og vi havde kun sandaler på. Han ville vide, hvor vi kom fra, og hvilke NZ.landske varer vi kendte hjemme hos os.

Denne fårehund er en speciel "barging dog", der jager fårene rundt ved at gø højlydt bag dem.

Han havde også en anden slags hund, som stiltiende løb bag fårene og bed dem i haserne, hvis de ikke flyttede sig den rigtige vej.

Efterhånden som vi kom vestpå, skiftede landskabet først til græsbeklædte bakker, og derefter til rigtige bjerge med dybe kløfter, mange vandfald og et fantastisk vejanlæg.

Efter hvert sving rundt om bjerget, åbenbarede der sig nye flotte panoramaer.

Og snoede veje, selv om vejen hen over Sydalperne egentlig er ret god, og hvor man må køre 100 km/t overalt.

Når vejen svinger så meget, at man ikke kan køre de tilladte 100 km/t, er der på forhånd skiltet med, hvor stærkt man kan køre i netop dette sving.
Så når Ella (mrs. Hyacinth) sagde, at hun synes jeg nogen gange kørte for stærkt, kunne jeg blot sige, at hun jo selv kunne se på skiltene, at så stærkt skulle man køre.

Vi stoppede op ved Castel Hill, hvor der er en hel del specielle kalkstensklipper, der ligesom popper op af jorden ud af ingenting. De er i forskellige former og størrelser. Stedet har haft hellig betydning for Maorierne, og scener i storfilmen Ringenes Herre, er optaget her.
Stedet er forøvrigt et yndet mål til træning for bjergbestigere.

På det forrige billede ser limstensklipperne kun ud til at være store sten, men så kik lige her på en forstørrelse. Læg mærke til personerne ( bl.a. i rød jakke) i forgrunden. Så er der mere styr på størrelsesforholdet.

Mellem bjergtoppene er der store åbne arealer, og da det heroppe er en nationalpark, er der ikke dyrket på området.

Allerøverst ligger Arthurs Pas, i 920 m.s højde, lige ved siden af det 2271 m. høje bjerg Mount Rolleston. Her er der en meget lille by med enkelte huse, en togstation og et informationskontor. Og selvfølgelig også et par steder, hvor turisterne kan få noget at drikke, og hvor backpackerne kan få overnatningsmuligheder, inden de skal ud i området og vandre.
Nu gik det nedad igen.

ad fantastiske vejanlæg gennem dybe kløfter og rundt i skarpe sving.

Snart kom vi ned hvor regskoven begynder, og hvor der er mange vandfald og utroligt frodigt.

250 km. tværs over sydøen var ved at være slut. Først helt ude ved vestkysten fladede det ud, for "De sydlige Alper" går næsten helt ud i Det Tasmanske Hav hele vejen ned igennem Sydøen.

Her er vildt som ved Vesterhavet med frådende bølger og strandenge. Der er kun få km. fra havet til bjergene begynder, og her gik vejen sydpå. Vi gjorde holdt ved den første by v imødte, bade- og jadebyen Hokitika.

Hokitika er jadestenenes hovedstad. Her i byen slibes og forarbejdes jadesten til smykker og souvenirs.
Ella fik sin bryllupsgave her på et jade-værksted, idet hun købte et sæt øreringe og halskæde, hver med en lille grøn jadesten i.

Vi fortsatte nu videre ad gode, men nogen gange snørklede veje. Nogen gange helt ude ved havet, andre gange lidt op i bjergene og regnskoven. Vi kørte igennem enge med får og køer og for det meste igennem regnskov, lige for foden af Sydalperne.

Undervejs standsede vi ved denne flotte sø for at spise frokost, men før vi fik pakket maden ud, var vi blevet overfaldet af "Sandflyes" eller sandfluer. Sandfluer meget små insekter, som ligner vores egne tordenfluer. Men de bider. Og der er gift i biddene, og bagefter klør det meget mere end myggestik. Og det bliver ved i mange dage.
Hele vestkysten er plaget af disse insekter, og man sprøjter sig med myggebalsam for at undgå dem. Det er kun om dagen de er der, for når det begynder at blive mørkt, forsvinder de.

Endelig – efter 380 km. bjergkørsel – nåede vi frem til vores bestemmelsessted, Byen Franz Joseph, som er opkaldt efter en gletscher tæt ved byen, som har fået sit navn efter den tyske kejser.
Vi indlogerede os igen på Top 10 Holiday Parks campingplads, hvor alt er i skønneste orden – som sædvanligt.

Fra campingpladsen kunne vi se op på Franz Joseph Gletscher.

Denne aften spiste vi igen en kæmpe Rumbsteak, nye kartofler, bløde løg og friske majs.

Dagens vejr: noget koldt i morges, lidt finregn på den første del af turen, men sigtbarheden var god nok, og så snart vi kom igennem Arthurs Pas, skinnede solen igennem og her ved vestkysten er solen nu gået ned her kl. 2100.

Fredag den 21-01-11.

I dag kørte vi ca. 10 km. uden for byen, hvor vi fra en parkeringsplads kunne gå ud til foden af Franz Joseph Gletscherens ”mund”. 5 kvarters vandring i alt

Der er ikke meget at sige om selve gletcheren, for den er som de øvrige vi har set.
Det specielle ved denne gletscher (og også den nærliggende Fox-gletscher) er, at de som de eneste i hele verden går helt ned i regnskoven, som det ses af dette billede.

Her står vi tæt ved gletscherens mund, hvorfra smeltevandet løb i stride strømme.

Her kan vi se, at det er altså en rigtig regnskov, der er på stedet. Læg mærke til de kæmpestore bregner bag Ella. De kan blive op til 7 meter høje.

Vi kunne ikke komme op at gå på den, men kun ca. 150 m tæt til den. Det andet er for farligt.
Kun med øvede guider, kan man komme op at gå på toppen og i spalterne. Det har vi jo prøvet i Schweiz, så det undlod vi at gøre.

Det er overskyet i dag og let støvregn engang imellem, så vi havde ikke udsyn helt op til toppen af gletscheren.

Vi kørte 30 km. længere sydpå, hvor samme gåtur gentog sig for at komme ud til Foxgletscheren. Her kunne vi dog ikke komme helt frem, fordi is for tiden bevæger sig for meget og der er fare for nedstyrtninger af store isstykker og deraf følgende flodbølger

Her er bunden af Fox Gletscheren

Så kørte vi ud til Lake Mattheson, 6 km. fra byen. Søen er ikke så stor, men den ligger i en stemningsfuld regnskov og fra søen er der udsigt til bjergene med Fox-gletscheren og den snebeklædte top af Mount Cook, som er NZ.s højeste bjerg på godt 3700 meter.

Her er Ella på vej over en primitiv hængebro over i regnskoven.

Og her er hun kommet ind i den. Mos i mange arter og farver groede overalt, - også på træer, der ikke var gået ud.

Og her et billede af søen med bjergene i baggrunden indhyldet i lavthængende skyer.

Vejret tillod dog ikke dette syn, som skulle være fantastisk at se som spejlbillede i søens helt rolige overflade. Der var en gåtur rundt om søen på 1½ time, så vi fik igen rørt benene. Derefter kørte vi tilbage til campingpladsen, hvor vi slappede af og forsøgte at planlægge vores tur lidt længere frem

Dagens vejr: overskyet hele dagen. Lavthængende skyer og af og til støvregn. Temp. Kun omkring 20 gr.

Lørdag den 22-01-11.

I dag er der ikke en sky på himmelen og udsigten op på gletcheren var fantastisk

Vi pakkede sammen, hvilet kun tager 10 min., og kørte sydpå. Vi kørte først lige forbi Lake Mattheson igen, for i dette vejr var udsigten fantastisk. Søvandet var dog ikke helt blankt, så vi kunne ikke se spejlbilledet af bjergene i søen.
Herunder dog et billede fra internettet, der viser dette flotte syn

Det er et af New Zealands flotteste panoramaer, især tidligt om morgenen i klart vejr, når Mt. Tasman og Mt. Cook gengives i vandspejlet.

Dagen byder på den flottest tænkelige køretur. Der er godt 7 timers kørsel videre til Queenstown gennem Haast Pass og Wanaka, hvor sceneriet konstant ændrer sig fra bjerge med masser af vandfald og skove, til sletter, floder og himmelblå søer. På nogle stræk vrider vejen sig, så man ind imellem føler, man kan se sig selv i nakken. På alle måder en mindeværdig køretur, hvor man undervejs passerer den gamle guldmineby, Arrowtown og den verdensberømte bungy jump bro.

Først gik det langs vandet og senere og i bjergene nogle km. fra kysten. Heroppefra er der af og til huller i bevoksningen, og den ene flotte udsigt over vandet viste sig efter den anden. Det krævede mange stop på vigepladser for at beundre naturen og tage billeder.

Specielt på Bruce Bay var der fantastisk flot.

Vi kørte vel 200 km. sydpå uden at møde en by med mere end 3 huse. Ingen forretninger og ingen benzinstationer, så det er om at være forberedt, inden man kører ud.

Vi fortsatte langs vandet til Haast, hvor vi svingede ind i landet og fulgte River Haast.

Her var der flere vandfald, og vi krydsede floden flere gange på simple hængebroer. Af og til standsede vi og gik ind i skoven for at se flotte scenerier. Alle disse er nemlig godt markeret ude vejen og man ved altid, hvor langt man skal gå ind i skoven

Et sted gik vi ind til noget der hedder Blue pools, som var et par småsøer i en sideflod, hvor vandet var helt turkisblåt. Og når man ser dette billede, forstår man hvorfor de har kaldt det sådan.

Så kom vi ind til nordspidsen af Laka Wanaka. Vi så søen første gang fra højderne, og det er noget af det flotteste vi nogensinde har set. Og sådan fortsatte det de næste mange kilometer. Vi fortsatte og til Lake Hawea, som er mindst lige så smuk. Det ene flotte sceneri efter det andet viste sig for vores øjne. Vi kørte nu sydpå igen og kom atter ned til Lake Wanaka, denne gang i sydenden. Her ligger byen Wanaka, hvor vi slog lejr på Top 10 Holiday Park. Her er fantastisk flot. Wanaka er en lidt større by, og her i weekenden er der fyldt med turister. Mest New Zealændere med deres store 4-hjulstrækkere med efterspændt speedbåd. De nyder det på søen og på stranden. Her er så stort, at der overhovedet ikke virker overfyldt

Dagens vejr: solskin hele dagen og op til 25 gr.

Søndag den 23-01-11.

Her er så skønt og dagen startede med en skyfri himmel og lovning på op til 28 grader, så vi besluttede at holde fri i dag og bare nyde det.

Vi lejede et par cykler på campingpladsen og kørte ture langs den flotte sø. Her er så ubeskriveligt smukt, at man næsten tror det er løgn. Og vejret holdt hele dagen. Også temperaturen, så efter et par timers cykeltur i korte ærmer og bukser, var vi nødt til at komme i skyggen. Solen står nærmest lodret på himmelen, og den brænder altså meget.

Herunder er nogle billeder fra den smukke sø og omegnen.

Dagens vejr: solskin hele dagen og 28 gr.

Mandag den 24-01-11.

Vi pakkede sammen fra morgenstunden og kørte sydpå. Målet er Queenstown.

Igen i dag så vi den ene flotte udsigt efter den anden. Op over bjergene via NZ.s højst beliggende asfalterede bjerg-pas på godt 1000 m

Det er Queenstown, der ses i baggrunden ved enden af søen.

Og så kom vi til Arrowtown.
En gammel guldgraverby, som er bevaret næsten som den så ud dengang.

Ja, bortset fra bilerne, ligner byen jo en rigtig gammel western-by.

Resterne af huse på ganske få kvm., klinet ind i klippevægge og med døråbninger under 1 m. høje, ligger spredt i et grønt område langs Arrowfloden. Alt ånder fred og idyl i den arkæologiske og fredede park i udkanten af Arrowtown, men historien fortæller om en anden virkelighed. Dengang i 1860-erne, da yngre kinesiske mænd forlod deres familier og kom til NZ, inviteret af myndighederne, for at grave guld og tjene penge. Trods invitationen følte de sig aldrig velkomne, men de sled og slæbte og forblev en udstødt gruppe under hele guldfeberen. I 2002 modtog de kinesiske efterkommere en officiel undskyldning fr aNZ.s regering for den måde, man havde behandlet deres lykkesøgende forfædre på.

Vi spiste frokost i byens park overfor den gamle arrest, som ligger ved siden af små bitte beboelseshuse.

Vi er nu igen inde midt i landet, og undervejs så vi eet af de action-steder, som der er så mange af her ved Queenstown. På en flod sejlede jetbåde med turister. Og det gik stærkt. De snurrede rundt om sig selv og nærmest fløj igennem smalle kløfter. Det så i hvert fald ud til at more deltagerne.

Vi ankom til Queenstown, byen hvor alt det sjove og farlige foregår

.
Her er mange turister og her er fantastisk dejligt. Byen ligger lige ned til en sø og vi er ca. 300 m over havoverfladen. Om aftenen spiste vi pizza nede i byen.

Dagens Vejr: solskin hele dagen og 26-28 grader.

Tirsdag den 25-01-11

I dag kørte vi sydpå. Først var vi dog ude at se bungy-jump, hvor det første spring blev taget i 80-erne.

Vi så bl.a. en dansk dame i 60-erne springe. Det tog hun flot. Hun var med et dansk rejseselskab og tog de 43 m. i stiv arm.

Turen sydover var som sædvanligt flot. Over bjergene og forbi smukke bjergsøer. Vi kørte til Te Anau, hvor vi egentlig ville indlogere os.

Dette naturreservat bliver holdt, som NZ så ud i urtiden.

Vi besluttede i stedet at køre de 121 km. op til Milford Sound, som efter sigende skulle være det flotteste, der findes i NZ.
Turen startede i bjerglandskab, afvekslende med store vidder, og først de sidste 20 km. blev det usædvanligt flot.
D.v.s., p.g.a. tåge og regnvejr, kunne vi ikke rigtigt se de hundredvis af små vandfald, som faldt flere hundrede meter ned af næsten lodrette bjergsider. Aller øverst skulle vi igennem en tunnel, som gik meget nedad inde i bjerget. Vejret var desværre ikke bedre på den anden side.
Vi kunne let tænke os til, hvor smukt det hele ville være i solskin, men når man ved, at der falder 7000 mm vand om året, så skal man være heldig

Men du skal ikke snydes for at se, hvor flot der kan være i fjordlandskabet. Jeg har fundet billederne på nettet.

Vi kørte helt frem til Milford Sound, men er var der så tåget og koldt, at vi slet ikke havde lyst til en sejltur.

Så vi returnerede til Te Anau og oplevede køreturen på en helt anden måde. Lyset faldt anderledes, men her var statig småtåget og støvregn.
Da vi kom til Te Anau igen, var der fint vejr, og vi indlogerede og igen på Top 10 Holidays campingplads her på stedet

Her lidt aftenstemning ved søen i Te Anau

Vejrudsigten siger regn igen i morgen, så vi har besluttet at springe Doubtfull Sound over. Vi kan jo ikke være heldige hele tiden.
Vi ville egentlig godt have været på en 2 dages tur til Doubtfull Sound, men da vi ville bestille fandt vi ud af, at det kostede over 3000 kr. pr. voksen. (750 $).
I den sidste by vi var, så vi et rejsebureau med tilbud på en 9 dages tur til Thailand med hotel for 999 $, så vi synes egentligt, at det er optrækkeri.
25 timers sejltur med mad og overnatning til den pris, synes vi alligevel er for meget, også taget i betragtning af, at Ella egentligt ikke kan lide at sejle, og at vejrudsigten siger regnvejr den næste uge, så turens udbytte vil nok ikke stå mål med den pris.

Men du skal ikke snydes for at se, hvordan der ser ud i Doubtful Sound i godt vejr. Billederne er fra nettet

Dagens vejr: i starten overskyet og under 20 gr. Lidt varmere senere på dagen, men støvregn og tåge de steder, vi var.

Onsdag den 26-01-11

Gårsdagens vejr gentog sig i dag. Lavthængende skyer og støvregn. Godt vi ikke købte den dyre 2 dages tur ud i Dolubtfull Sound, for vi kan kun se 100 m til hver side.
Så vi kørte østpå til østkysten. Ca. 300 km.

Turen gik igennem NZ.s spisekammer, forstået på den måde, at her er store lavlandsstrækninger med marker og millioner af kvæg og endnu flere får. Desuden kornmarker. Her er smukt og igen skulle vi igennem bjergene, som her dog kun er meget store græsbeklædte bakker, men vejen snoer sig rundt, for at finde de laveste overgange.

Her er man ved at læsse får op i en lastbil ved et fåreopsamlingssted.

Vi ankom til Dunedin, som er en stor by, hvor der specielt er mange uddannelsesinstitutioner og deraf følgende 20.000 unge studerende. Byen er kun 150 år gammel.
Vi ville have været ind og se et indvandremuseum, som er meget berømt, men det var lukket p.g.a. ombygning.

Her har vi etableret os på Top 10 Holiday Resort i Dunedin, som lå i en flot og velholdt have.

Dagens vejr: vinduesviskerne kørte hele dagen. Dog kun på interval, men alligevel. Skyerne lå lavt og udsigten for det meste begrænset, så det blev ikke til mange billeder tværs over øen. Men smukt var der bestemt, uanset vejret.

Så var den 3. uge gået.
Vil du læse mere, kan du bladre om til 4. uge ved at klikke her.

Eller

Til Lysholms hjemmeside.