DET er den årstid, hvor mælkebøtternes gule sole står og lyser
landskaber op, og senere svæver frøene ud over verden, hængende i
dunlette faldskærme. Et sommersyn, et luftigt pust af mælkebøttefnug,
drivende for den danske vind. Tilfældigt, den legemliggjorte frihed; men
bag den målbevidstheden, bestemmelsen, ukueligheden. En af livets
letteste og stædigste former. Sommer i landet.
Er De haveejer?
Så korser De Dem for og bag ved tanken om, at nogle af de drivende
faldskærme skal lande midt på Deres velholdte plæne. Som naboens gode
nabo må De se af få udryddet de mælkebøtter, ellers får han dem også, og
alle de andre rundt omkring.
Men her er en tanke, som må kunne få Dem til at rive Dem i håret: En
frøpose — en frøpose med mælkebøttefrø, en rigtig pose med billede af
planten pa forsiden og frøposetekst på bagsiden:
»Sås hvor som helst i al slags jord. Blomsterne er en fryd for øjet. De
friske skud er gode til salat. Sundt og robust ukrudt.«
Under billedet, som er et kønt lille stykke grafik, står at læse, at der
et tale om MÆLKEBØTTE, at frøene kommer som en hilsen fra Limfjorden, og
at manden bag er Jørgen Schrøder, Gl. Havn, Fur.
Hvem er han, denne haveoprører, denne ukrudts-udbreder? Får De ikke en
mistanke om, at hvad han end er, nogen nytteplante i samfundets
velordnede have kan han ikke være? Er han selv et stykke ukrudt - »sundt
og robust ukrudt« - i en tid, hvor alle gode kræfter forenes om at
bekæmpe den vilde natur i en sådan grad, at snart alt er under kontrol
(den smule, der ikke er, kan man jo altid sprøjte)?
Mælkebøtten er blevet Jørgen Schrøders bomærke, varemærke, symbol.
Manden er fuld af symbolik, han ser den overalt, og den gule blomst er
blevet det ukuelige livs billede. Arter er opstået, dyr har vokset sig
store, gungret hen over jorden, brølende, græssende, myrdende, ædende,
til arten igen skrumpede ind og til sidst uddøde. Sådan gik det gennem
vældige tidsaldre, bølger af liv, som nu er borte, og bestandig fløj de
uanselige faldskær-me på vinden ud i glitrende sommerdage, vil flyve
endnu, når mangen nulevende art er borte.
Et vidunderligt land, Limfjordslandet.
Heroppe stod sidste istids brærande. Kommer man kørende nede fra den
vestjyske hedeslette, virker morænelandskabet voldsomt med sine bakker
og slugter. Og Limfjorden selv! Som et blåt mirakel blinker den op
mellem bakkerne og synes at være på alle sider af en. Her kører man ikke
blot frem mod en lang strand, men mod en verden af et farvand med
bredninger og sunde og krinklede vige, som det hedder i Erik Bertelsens
sang. En blæsende dag i det sene forår var vi ude at ro deroppe, børnene
og Schrøder og jeg, og pludselig haler han en mundharpe op af lommen og
siger: »Nu vil jeg spille for jer! Og så spiller han »En sømand har sin
enegang« og synger sidste vers om den gule løvetand, der gror i
Sjællands grøfter, og bagefter spiller han »Blæsten går frisk over
Limfjordens vande« og synger, så børnene skæver ind mod strandens
mennesker, som jo da nødig skulle kunne høre, at vi nu er blevet helt
tovlige herude i båden:
Dagen står høj over Limfjordens vande,
Bredning og sund og krinklet vig.
Sallingland, Thyland og andre lande
hilser hverandre med mågeskrig.
Og bonden går pa sin agerjord
med blikket forynget af luft og fjord.
Men i dag er det den første dag i vores ferie, og vi triller op
igennem det rige Salling med ruderne nede. Gul solskinsluft hvirvler
forbi, dækkene nynner dovent mod asfalten. Her boede Aakjær på sit Jenle,
men det får vente til en anden gang, i dag kører vi noget vestligere, op
over Balling og Oddense og Roslev og er pludselig i den lille landsby
Branden og kører op bag i færgekøen, som er imponerende: fire biler.
Sejlturen over til øen Fur tager kun et par minutter. Der er mange
lystbåde inde i havnen, der er også fiskerbåde og sortmalede fragtskuder
og et enkelt større fartøj.
Når man siger Fur, siger folk moler. Rødsten, siger nogle. Og det er
sandt, at undergrunden er noget for sig. Men det er overfladen så
sandelig også, fra den nuttede ende af øen, hvor man kommer i land, til
den dystre nordlige del med de rugende skrænter og de sorte krat blandt
høje og hedelyng. En dag vil øen være druknet under sommerhuses
stormflod, men endnu sanser man noget ejendommeligt, noget ligesom
gammelt, over øen. At der samtidig er smukt, er banalt at sige – det er
der overalt ved Limfjorden.
På Fur lever som bekendt Danmarks sidste trold. Og her lever også Jørgen
Schrøder, på et mærkeligt, ensomt og idyllisk sted mellem lossepladsen
og den tilsandede havn.
Om sommeren er der det at sige til ensomheden, at en del trafik går
forbi til den kommunale badestrand, men herud til
Fortsat fra side 29.
»Fiskehuset« kommer få. Og resten af året kommer af mennesker kun
drengene, som fisker ålekvabber i den gamle havn, en og anden fisker, og
de folk, som kører affaldet til lossepladsen, hvor Schrøder så kan gå og
finde ting, Han er en god »tingfinder«, men det er ikke nok, det er kun
begyndelsen. Hør her: Engang i foråret fandt han en ramme og en
spiralbund, som han kunne bruge - fra en kasseret divan. Så dukkede et
par madrasser op, dyngvåde. De blev sprættet op og pillet fra hinanden
og indholdet tørret igennem, stump for stump. Siden blev en stor, ny
madras syet, som passede til rammen, og en forårsnat, hvor det var
fuldmåne, sad han oppe og arbejdede, og da det blev morgen, var en
splinterny og dejlig ottoman færdig.
Meget er blevet til under et par dygtige hænder, som »sidder rigtigt på
skafterne«. Mange billeder har han skabt, Jørgen Schrøder, men også
meget andet, alle de ting, som fylder hans hus, og meget af huset selv,
intet er han bange for at gå i gang med. Som en anden Thoreau ved Walden
Pond bygger han sin tilværelse og sine ting op om sig.
I dag modtager han os, solbrændt og munter, og i løbet af en lang,
herlig dag får vi skrevet så meget op, at vi kan gå nogenlunde
kronologisk frem, når vi skal svare på spørgsmålet: Hvem er han, denne
mælkebøttemand?
Han er født i Voer oppe i det østlige Vendsyssel i 1929. Efter en
skolegang, som ikke var nogen dans på roser, fordi det kneb med at
indordne sig, kom han i bogbinderlære i Jerslev i nogle år. Uddannelsen
afsluttedes i København, hvor han fik svendebrev og arbejdede i nogle
måneder.
Så kom indkaldelsen. Værnepligten aftjentes ved Civilforsvaret pa
Bornholm - ikke fordi han var militærnægter, man tænkte ikke så meget
over tingene, da man var ung; i dag ville han ikke være i tvivl, siger
han.
Efter hjemsendelsen og nogle arbejdsmåneders hurtigt tjente penge kom
tre måneder på landevejen sydpå i Europa. Da han kom hjem, fik han et
tilbud, som ændrede tilværelsen: Hans mor, som var farmaceut på apoteket
i Marstal, ville støtte ham økonomisk, hvis han ville på Akademiet.
Fra 1952 til 59 gik han på Akademiet. Disse syv år var, siger han, nogle
af de dejligste, han har haft, med arbejde og kammerater og alt det man
lærte på malerskolen med Kræsten Iversen og Scharff, på grafikerskolen,
på freskoskolen hos Elof Risebye. -Fresko er han meget optaget af, men
det laver man jo nærmest på bestilling, når nogen vil have en større
udsmykning. På væggen i »Fiskehuset« hænger et udkast i pastel til
Ballonpark-frisen: årstiderne, som de går over Ballonparken, og som
samtidig symboliserer noget, livets gang. Det ville han gerne lave i 16
x 2 meter - en dejlig ting med Ballonparkens røde huse, med luft og vejr
i, med mennesker i evig bevægelse fremad.
I Ballonparken på Artillerivej boede han den meste tid, mens han gik på
Akademiet. Syv år er lang tid, men det var ikke akademi det hele. Hvert
år arbejdede han som bogbinder nogle måneder for at bøde på fattigdommen
og for hver sommer at kunne realisere landevejsdrømmen: Med så få penge
på lommen, at kun en nøjsom maler ville anse det for muligt, tog han
sydpå, til fods og på tommelfingeren. Tre gange var han i Italien. Også
andre lande hjemsøgte han. I Paris har han været fem gange. Han var der
for at se på billeder, han var i Arles, hvor Van Gogh malede, han
travede rundt på de steder, hvor Gauguin, som han var meget optaget af,
havde malet, han tog rundt og så på katedralerne i alle egne af landet.
I de sidste år kom perioder, hvor han ikke var meget på Akademiet, men
arbejdede hjemme. Og da han sluttede akademitiden, lykkedes det ham at
tilbringe en vinter i Italien. Han levede fra hånden og i munden, ofte
langt nede, holdt udstilling og solgte noget, beholdt skindet pa næsen.
Den, som ikke kender kårene for en kunstner i Danmark, ville tro, det
var fri fantasi, om man fortalte ham, på hvilket budget en maler som
Schrøder har levet i mange år. Og han har vel at mærke ikke en stabel
usolgte malerier liggende, alt er solgt gennem årene, i huset er kun
ting, der arbejdes med.
Efter hjemkomsten fra Italien var det ikke kun slut med Akademiet, også
med København. Nu skulle det være Jylland igen. Limfjorden. Det lykkedes
ham at finde noget at bo i i Skive, her levede han et par år som
bogbinder og maler.
Og pludselig en dag stod han på Fur. Han havde drømt om natten, noget om
en ø, Limfjorden, et hus, og han stod op om morgenen og tog af sted. Der
var også et hus, en gammel smedie, som han fik lov at låne sommeren over
for et maleri, og han flyttede omgående til Fur med alt, hvad han ejede
og havde.
Da sommeren var forbi, kom problemerne. Men så dukkede »Fiskehuset« op,
et redskabsskur for fiskerne ved Gl. Havn. Det lå ved siden af
lossepladsen, det var grimt og gråt, men han kunne låne det for fem år
mod at gøre det i stand. Ejeren, en fisker, Chr. Mikkelsen, ville betale
materialerne.
Schr0øder slog til. Omgående. Der var ingen tid at spilde. Det var ud på
sommeren, og i den følgende tid ar¬bejdede han næsten døgnet rundt. Han
ryddede op, mugede ud, bar net og redskaber ud, murede skorsten, satte
kakkelovn op, lagde gulv, isolerede loft og vægge, lavede skillerum,
satte døre i, slog huller i de hårde ydermure, satte vinduer i, lavede
senere et ovenlysvindue, reparerede tag, malede udvendigt og indvendigt,
tømrede og snedkererede, lavede møbler og sengepladser. Hårdt var det,
meget hårdt, men i dag er der af et redskabsskur blevet et usædvanligt
hyggeligt og charmerende bus. Til overflod er alt inde malet og
dekoreret, der er lyst og livligt.
Og her sidder Jørgen Schrøder i dag et par år efter, at han kom til Fur,
i sit paradis, hvor alt er selvskabt. Skulle det være fuldendt, mangler
paradiset et: en Eva. Hun savnes hårdt, det lægges der ingen skjul på.
Men Jørgen Schrøder vil leve af at male, han sætter sit frie, skabende
liv så højt, at det må gå ud over andre ting. Han kunne leve pænt og
borgerligt og økonomisk trygt, i en tilværelse, som uden skrupler kunne
tilbydes en kone, som bogbinder. Som maler er tilværelsen anderledes,
men det er den, han har valgt.
Hvordan maler sådan en mand?
”Der er altid symbolik i, når jeg laver noget,” siger han. ”Jeg ser
noget kønt i naturen, det gør alle, der holder af den, men jeg kan ikke
bare se noget og tænke: Det vil jeg s'gu male! Jeg ser noget bag det.
Det er altid tankerne, symbolikken, som sætter billedet i gang.
Se nu på det der med skakspillerne. Det er nok bare nogen, der sidder og
spiller skak, men samtidig er det som så ofte her i livet, at en rager
det hele til sig.
Man ser en mark fuld af mælkebøtter, og den er et billede på universet
med sine sole.
I andre ting ser jeg Skaberen - ja, jeg er vist meget religiøs. Hvis det
var en stor oplevelse at gå i kirke, ville jeg gøre det. Jeg elsker
katedralerne, men ikke de danske kirker efter reformationen - og slet
ikke, når præsten står og prædiker mørke, fordømmende ord, man bliver jo
forstemt af at komme i kirken, og det kan ikke være meningen.
Der er mere evangelium i ensomheden og naturen herude.
Hvordan jeg maler? Ja, det kan du jo se! Nogle vil måske kalde det
pointillisme, fordi jeg bruger det der med at sætte farven på i små
klatter, an¬dre måske impressionisme. Men alt det der med ismerne er jo
bare moderne udtryk. Maleriet bliver det samme, man maler det, man har i
sig. Jeg kan bedst udtrykke mig umiddelbart i pastel, dens teknik passer
mig godt - både for tanke og hånd.
Det jeg helst vil male? Jeg vil gerne male figurer i et landskab, sådan
kan man vist sige det.«
Og så holder vi i øvrigt op med at snakke maleri og nøjes med at se, og
Schrøder fortæller om naturen, det rige fugleliv, sneglene, de vilde
planter, alt med en egen nænsomhed. I gamle dage var der et mærkeligt
ord, »natur-elsker« - hvad siger man i dag? Han ved så meget om disse
ting og vil ger¬ne fortælle om strandskaderne og deres æg, eller
mågerne, som letter i hundredevis fra lossepladsen, når han kommer ud om
morgenen.
Da vi tager af sted, skal han til at arbejde videre på det sidste nye:
et stort, hvidt udstillingslokale, som indrettes i den ene ende af huset
- der skal man kunne købe et oliebillede til 400 kroner eller en pose
mælkebøttefrø til 2 kroner.
Denne artikel er fra et ugeblad fra et ukendt år – formentlig i
midten af 1960-erne.
Jørgen Schrøder blev boende gratis i huset i 25 år.
Til sidst blev han syg i sindet og måtte til sidst indlægges på Viborg.
Før Onkel Kristian døde i 1994 fik Inger overdraget huset (i 1985),og
hun lavede store forandringer på huset, men en dag stak Jørgen Schrøder
af fra Viborg, tog til Fur og lavede temmelig meget hærværk på og i
huset.
I dag (2016) er huset rimeligt moderne indrettet og benyttes ofte til
ferier og week-ends.
|
