Onsdag den 03-04-02.
En nats god og tiltrængt søvn senere vækkes vi ved, at Koi kokkererede i husets primitive køkken, og snart stod kaffe, te, spejlæg og toast på bordet, dvs. på gulvet i mangel af bord.

Dagen i dag står i elefanternes tegn.
Vi skal ride på elefanter gennem junglen – ud til civilisationen igen.

Det var en flot, skyfri morgen på denne sidste trekkingdag, en dag, som skulle vise sig igen at blive helt anderledes end dagen før.
Den eneste vej fra Khotha tilbage til det, vi kalder civilisationen, er et helt ubeskriveligt stejlt, knudret og ufremkommeligt spor, som går stejlt op over en bjergkam og ned igen gennem en tæt og utroligt smuk bambusjungle.
Sporet kan faktisk ikke forceres af mennesker, idet det mest består af op til en halv meter dybe elefantspor i jorden, afvekslende med kæmpestore vandhuller. Kun siddende højt til vejrs på ryggen af en elefant har vi en chance for at komme igennem.
Elefanterne ankom til vores hus i Khotha klokken otte om morgenen. På ryggen af hver af dem var der monteret en "kurv" lavet af træ, stor nok til, at der med en ikke ubetydelig mængde god vilje kunne sidde to personer i den.
Elefanten gik helt hen til terrassen oppe i 2 m.s højde, så det var bare at træde ud på hovedet af den og over i kurven.
Føreren indtog sin plads helt forude lige bag elefantens hoved, og fra det øjeblik, da elefanten begyndte at bakke, havde vi for de næste fire og en halv time sluppet enhver kontakt med jorden.
Som timerne gik, føles det i tiltagende grad som en tortur at måtte klamre sig til den umagelige trækurv på ryggen af elefanten, mens denne langsomt, men utroligt sikkert og behændigt balancerer over kæmpemæssige klippeblokke og gennem mudderhuller af ukendt dybde.
Her er nu en flok elefantbilleder fra turen igennem junglen.
Efter et par timer har de fleste fået nok. Hofter, knæ og ryg begynder at gøre ondt, men herude tager ting ubønhørligt den tid de tager. Fire og en halv time.
Landingsstedet er en flodbred. Ovre på den anden side kan vi se en bil! Et næsten glemt syn, synes vi efter bare tre dage borte fra "civilisationen". Det er den bil, der skal køre os de sidste 20 kilometer tilbage til Umphang. Vi blev båret over floden på elefanterne, som godt kunne bunde i den stride strøm.
Da vi endelig udfries fra vores pinefulde position på elefantens ryg, bemærker vi, at høvdingen/købmanden var fulgt med os på turen. Bilen, som skulle køre os tilbage til Umphang, havde medbragt hans forsyning til forretningen, og for en stor del, bestod den af dåseøl. Selvfølgelig var det Carlsbergs Elefantøl.
Købmandens last blev så transporteret tilbage på ”vores” elefanter.

Tankevækkende er det, at en syg persons eneste mulighed for at nå fra Khotha til læge eller hospital i Umphang, er i sin syge tilstand at udsætte sig for den yderst belastende rejse på elefantryg gennem junglen, og derefter i en grisebil..

Endnu engang slog det os, at en af de største værdier ved at rejse netop er, at man bevidstgøres om, hvor ufatteligt forskellige levevilkårene er i "vores" del af verden og i "deres" del af verden, men også, at man forundres og glædes over at opleve, at folk kan leve lykkeligt og i harmoni både med naturen og med hinanden, også under forhold, der er så vidt forskellige fra dem, vi sommetider tror er de eneste "rigtige".
Grisebilen kørte os de 20 km. tilbage til Umphang, hvor vi blev sat af ved samme sted, som vi havde overnattet et par dage i forvejen.
Værten på dette sted havde en del børn, men han var helt vild med den mindste.
Og Ella skulle selvfølgelig have billeder af den lille søde thaier.

Derefter var det igen 4 timers køretid i en grisebil ned fra højsletten til Mae Sot og til Mr. Lan, hvor vi fik et velfortjent hvil.
Han kørte os til busstationen, og natten tilbragte vi så i en VIP-bus tilbage til Bangkok.

Ankom til storbyen meget tidligt og tog en taxa til Neurotel, hvor vi fik en køje i et varmt Dornroom.

I morgen rejser vi videre til dykkerøen Kho Tao. Læs mere på næste side.