Side5

Tirsdag den 02-04-02.
Vi befandt os i vores lejr kun et par kilometer fra Thailands største vandfald, Tee Lor Su, så det var et oplagt mål for formiddagen. Trods den korte afstand tog det over en time at forcere store klippeblokke og glatte trærødder og igennem hele skove af bambus i forskellig størrelse.

Se lige størrelsen på disse bambus.

Og lianer som på Tarzans tid.

Men belønningen kom, for da endelig skoven viger, og vandfaldet åbenbarer sig i sin fulde vælde, tabte vi næsten vejret.
Fra en højde af ca. 100 meter, og over en bredde på næsten 500 meter, tordner kaskader af grønbrunt vand ud over klippekanten under en øredøvende larm.

Vi står ansigt til ansigt med det mægtigste og flotteste vandfald i Thailand!

Her har vi så vandfaldet i al sin pragt og vælde. Klik på billedet og se det i stor størrelse.

Vi badede i det dejligt kølige vand i bassinet nedenfor det nederste brede vandfald.
Det var næsten umuligt at få vejret inde, hvor vandkaskaderne faldt ned i vandet, og vandet faldt så hårdt, at det næsten gjorde ondt i hovedet.

En sjov og dejlig oplevelse.

Og Koi – han lokkede Poul til at hoppe ud over det nederste vandfald, som havde en højde på 10-12 m.
Og han gjorde det.

Koi kom bagefter.

Her i regnskoven er der så fugtig en jordbund, at træerne ikke behøves at have rødder ret langt ned i jorden. Se bare her, hvordan rødderne sidder ovenover jorden.

Tilbage i lejren havde mandskabet brudt lejren ned.
Og så var det tid for endnu 3 timers vandring længere ind i regnskoven.
Vores mål var en landsby beboet af Karens-folket.
Vi vandrede gennem store bambuslunde og langs en biflod. Junglen er meget afvekslende og en del interimistiske bam-busbroer skal forceres. Bjerge med let bevoksning afløses af tæt jungle i dalsænkninger. Lydene i junglen er et kapitel for sig. En del steder så man elefantspor i jorden. I regntiden kan en elefant nemt træde 30 cm. ned i jorden, og man skal se sig for, for ikke at falde i disse huller.
Det siges desuden, at der er set vilde tigre i denne jungle, men Koi har aldrig set dem. Vi undgik dem heldigvis også.

Vi er nu kun nogle km. fra den Burmesiske grænse i skov-landsbyen ved navn KHOTHA.
Mange steder var der skovbrand. Ilden løb stille og roligt i skovbunden og brændte alt det visne løv væk.
Da der er meget fugtigt i junglen, bliver det aldrig til store skovbrande, og skovens beboere gør da heller ikke noget for at slukke ilden.
Afbrændingen skaber nyt liv i skovbunden. Og det er meget af det, man skal leve af.
Af og til støder man på et stykke ryddet skov. På sådanne steder dyrker skovfolket fortrinsvis majs. Måske til dem selv - måske til deres tamme elefanter.

Her ankommer vi til KHOTHA.

Ingen bilspor fører hertil. Kun elefantstier.

Landsbyens høvding og købmand har bygget et samlingshus, som han for 6000 bath om året lejer ud til trekkingturisterne. Huset er bygget på stolper, så gulvet er i ca. 2 m.s højde. Det er for at holde smådyr fra boligen.
Huset var meget simpelt. Blot en træhytte tækket med strå. Trævægge og trægulve. Overhovedet ingen møbler. Vi sov blot på gulvet på et karimatunderlag.

Efter et bad i et meget primitivt brusebad – med afløb ud i grisestien, og lidt hvilen, var det tid til at bese landsbyen, inden det blev mørkt.
Landsbyens beboere er karen'er, et etnisk mindretal, som hovedsagelig lever i Myanmar (Burma), men også i det nordlige og vestlige Thailand.
Husene er alle bygget af træ og bambus, og alle står højt hævet på lange pæle. Her er ingen elektricitet, ingen veje eller køretøjer. Kun et net af smalle stier forbinder husene.
Blot 250 mennesker bor der i Khotha, og de er stort set selvforsynende med fødevarer. Rismarker omgiver landsbyen, andre afgrøder dyrkes i mindre parceller, og høns, køer og grise holdes som husdyr.

Her på disse breddegrader bliver det lige pludseligt mørkt. Og her i skoven er det meget mørkt. Ingen gadelygter, ingen genskin fra vinduer og ingen måneskin når jordens overfla-de.
Kort tid efter sad vi så i en rundkreds på gulvet og indtog et lækkert, varieret og krydret måltid, som Koi igen havde kreeret til os ved hjælp af de meget primitive køkkengrejer.
Kogning foregår i et kar med brændende trækul.

Stearinlys på bordet(gulvet) spredte en dejlig hygge, og køligheden bredte sig, efterhånden som aftenen skred frem.

Høvdingen kom på besøg. På helt traditionel vis er han tatoveret over en stor del af kroppen. Tatoveringerne fortæller noget om hans liv, men vi fik nu ikke historien.
Han ville hellere drikke Happy-wather med Koi.

Onkel Metin lokkede vi igen til at give massage.
Det var dejligt efter en lang dag i junglen.

Han fik en 10-er af os hver og var lykkelig for vores taknemmelighed.

Alle tørnede tidligt ind under myggenettene, der var hængt op over gulvet som et telt. Så lå vi der på det hårde trægulv, men vi var så trætte, at vi sagtens kunne sove.

Næste morgen blev vi vækket af elefant-trut. Den dag står i elefanternes tegn.

Læs mere om det på næste side.

Tirsdag den 02-04-02. Vi befandt os i vores lejr kun et par kilometer fra Thailands største vandfald, Tee Lor Su, så det var et oplagt mål for formiddagen. Trods den korte afstand tog det over en time at forcere store klippeblokke og glatte trærødder og igennem hele skove af bambus i forskellig størrelse. Se lige størrelsen på disse bambus. Og lianer som på Tarzans tid. Men belønningen kom, for da endelig skoven viger, og vandfaldet åbenbarer sig i sin fulde vælde, tabte vi næsten vejret. Fra en højde af ca. 100 meter, og over en bredde på næsten 500 meter, tordner kaskader af grønbrunt vand ud over klippekanten under en øredøvende larm. Vi står ansigt til ansigt med det mægtigste og flotteste vandfald i Thailand! Her har vi så vandfaldet i al sin pragt og vælde. Klik på billedet og se det i stor størrelse. Vi badede i det dejligt kølige vand i bassinet nedenfor det nederste brede vandfald. Det var næsten umuligt at få vejret inde, hvor vandkaskaderne faldt ned i vandet, og vandet faldt så hårdt, at det næsten gjorde ondt i hovedet. En sjov og dejlig oplevelse. Og Koi – han lokkede Poul til at hoppe ud over det nederste vandfald, som havde en højde på 10-12 m. Og han gjorde det. Koi kom bagefter. Her i regnskoven er der så fugtig en jordbund, at træerne ikke behøves at have rødder ret langt ned i jorden. Se bare her, hvordan rødderne sidder ovenover jorden. Tilbage i lejren havde mandskabet brudt lejren ned. Og så var det tid for endnu 3 timers vandring længere ind i regnskoven. Vores mål var en landsby beboet af Karens-folket. Vi vandrede gennem store bambuslunde og langs en biflod. Junglen er meget afvekslende og en del interimistiske bam-busbroer skal forceres. Bjerge med let bevoksning afløses af tæt jungle i dalsænkninger. Lydene i junglen er et kapitel for sig. En del steder så man elefantspor i jorden. I regntiden kan en elefant nemt træde 30 cm. ned i jorden, og man skal se sig for, for ikke at falde i disse huller. Det siges desuden, at der er set vilde tigre i denne jungle, men Koi har aldrig set dem. Vi undgik dem heldigvis også. Vi er nu kun nogle km. fra den Burmesiske grænse i skov-landsbyen ved navn KHOTHA. Mange steder var der skovbrand. Ilden løb stille og roligt i skovbunden og brændte alt det visne løv væk. Da der er meget fugtigt i junglen, bliver det aldrig til store skovbrande, og skovens beboere gør da heller ikke noget for at slukke ilden. Afbrændingen skaber nyt liv i skovbunden. Og det er meget af det, man skal leve af. Af og til støder man på et stykke ryddet skov. På sådanne steder dyrker skovfolket fortrinsvis majs. Måske til dem selv - måske til deres tamme elefanter. Her ankommer vi til KHOTHA. Ingen bilspor fører hertil. Kun elefantstier. Landsbyens høvding og købmand har bygget et samlingshus, som han for 6000 bath om året lejer ud til trekkingturisterne. Huset er bygget på stolper, så gulvet er i ca. 2 m.s højde. Det er for at holde smådyr fra boligen. Huset var meget simpelt. Blot en træhytte tækket med strå. Trævægge og trægulve. Overhovedet ingen møbler. Vi sov blot på gulvet på et karimatunderlag. Efter et bad i et meget primitivt brusebad – med afløb ud i grisestien, og lidt hvilen, var det tid til at bese landsbyen, inden det blev mørkt. Landsbyens beboere er karen'er, et etnisk mindretal, som hovedsagelig lever i Myanmar (Burma), men også i det nordlige og vestlige Thailand. Husene er alle bygget af træ og bambus, og alle står højt hævet på lange pæle. Her er ingen elektricitet, ingen veje eller køretøjer. Kun et net af smalle stier forbinder husene. Blot 250 mennesker bor der i Khotha, og de er stort set selvforsynende med fødevarer. Rismarker omgiver landsbyen, andre afgrøder dyrkes i mindre parceller, og høns, køer og grise holdes som husdyr. Her på disse breddegrader bliver det lige pludseligt mørkt. Og her i skoven er det meget mørkt. Ingen gadelygter, ingen genskin fra vinduer og ingen måneskin når jordens overfla-de. Kort tid efter sad vi så i en rundkreds på gulvet og indtog et lækkert, varieret og krydret måltid, som Koi igen havde kreeret til os ved hjælp af de meget primitive køkkengrejer. Kogning foregår i et kar med brændende trækul. Stearinlys på bordet(gulvet) spredte en dejlig hygge, og køligheden bredte sig, efterhånden som aftenen skred frem. Høvdingen kom på besøg. På helt traditionel vis er han tatoveret over en stor del af kroppen. Tatoveringerne fortæller noget om hans liv, men vi fik nu ikke historien. Han ville hellere drikke Happy-wather med Koi. Onkel Metin lokkede vi igen til at give massage. Det var dejligt efter en lang dag i junglen. Han fik en 10-er af os hver og var lykkelig for vores taknemmelighed. Alle tørnede tidligt ind under myggenettene, der var hængt op over gulvet som et telt. Så lå vi der på det hårde trægulv, men vi var så trætte, at vi sagtens kunne sove. Næste morgen blev vi vækket af elefant-trut. Den dag står i elefanternes tegn. Læs mere om det på næste side.
Retur til forsiden	Til forrige side	Til næste side.