Efter morgenmaden blev vi kørt ned til Mae Klong floden, hvor vi hele formiddagen skulle sejle på bambustømmerflåde.
Floden snor sig smukt igennem det grønne landskab. Kæmpemæssige stalakit-formationer hænger fra lodrette klippevægge. Vandfald fosser fra toppe af klipperne ned i floden. Vilde orkideer sidder tæt på grenene af enorme teaktræer. Drypstenshuler, lianer og rigtige junglelyde. Gibbonaber, varaner og slanger.
Flodens løb veksler i hastighed, og somme tider gik det temmelig stærkt igennem strømhvirvler. Så var det om at holde fast, og vi forblev ikke tørre.

Nede ved floden mødte vi også vores lille sjove guide Koi, som talte godt engelsk, men også en smule jysk.
Han blev hjulpet af sin onkel Metin og 2 andre mænd, som skulle hjælpe til med flåderne.

Og så gik det ellers ned ad floden.

Klik på billederne - se dem i stor størrelse - og tænk dig til skønheden her i junglen.

Strømhvirvlerne klarede mændene med bravour

 

Vandfald, klippefremspring, grotter, sandbanker, strømhvirvler m.m.m.

 

 

 

Ikke fordi vi trængte til mere varme, men vi måtte lige dyppe tæerne i dette 40 gr. varme vand, som piblede op af jorden lige i kanten af floden.

 

Ved middagstid fandt vi en sandbanke efter et sving, og det var nu tid til frokost.
Så vi lagde til lands.

 

Koi og onkel Metin havde medbragt alt til trekkingen. Både telte, vand, køkkenremedier og mad,

og kort efter havde de dækket dette hyggelige frokostbord.

Frokost bestående af ris og stegt kylling.
Tallerkenerne var blevet udskiftet med bananblade, - så sparede man opvasken.
Maden smagte for øvrigt pragtfuldt.

Nåh – men vi måtte videre.

 

 

Her til sidst lige et dobbeltbillede fra den utrolig smukke tur på floden.

 

 

 

 

Snart var det slut med bare at sidde stille og nyde rejsen.
Vi blev sat i land kort efter at være sejlet igen, og forude ventede 9 km. ind – og op – igennem junglen.
Det var godt, at Koi var med, vor der var ingen stier, og vi gik de fleste gange bare i nogle dyreveksler – eller tværs igennem skoven.
Vi bar kun vores små rygsække selv. Resten bar Koi og Onkel Metin. Og det var både 2 telte, soveunderlag, soveposer, mange flasker drikkevand, mad, potter og pander m.m.
Og de så ikke ud til at være mere anstrengt af vægten, end vi andre af vores Fjellräv.
Vi var drivvåde af sved, da vi nåede til den Camp, hvor vi skulle overnatte.

I nærheden lå der et lille ”is-hus”, hvor man kunne købe småfornødenheder, hvis man altså lige kunne finde hende, der passede biksen.
Det lykkedes os, og vi kunne både købe cola og øl, men da der ikke var strøm, kom de ikke fra et køleskab.
De var dog kølet lidt ned i en spand is, hvor de så end havde fået den fra.

 

Medens Koi og Metin satte telte op og begyndte at kokkerere, gik vi andre ned til floden, hvor et forfriskende bad var meget velkomment.
Vandet var rent og koldt.

Ser det ikke dejligt ud her mellem lianer og store trærødder?

 

 

 

 

 

Her er campens primitive køkken, og Koi i gang med at snitte grøntsager.

 

 

 

Mørket kom pludseligt og hurtigt.
Aftensmaden blev indtaget på en presenning udenfor teltene.

Alt foregik i flagermuslygternes skær.

Aftenen gik med smålege og pjat. Det viste sig, at Koi kunne trylle lidt.

Og Onkel Metin viste sig at mestre massagens kunst.
Så vi fik dejlig massage én efter én.
Og Onkel Metin tjente en ekstraskilling.

Inden det blev mørkt fik vi besøg af den nærmeste nabo, en parkbetjent og hans lille søn.
Da vi andre gik i seng, gik Koi med ham hjem, og de havde det vist hyggeligt den aften.
Næste morgen klagede Koi over hovedpine, og når vi spurgte ham, hvad der var galt, svarede han bare ”To much happywather”.
Parkbetjenten og sønnen kom igen om morgenen og fik morgenmad.

Og de havde medbragt en lille gibbonabeunge, som de havde fundet i skoven – forladt af moderen. Den bor nu hos dem.

Er den ikke sød?

 

 

 

På næste side fortsætter vi junglevandringen til en landsby beboet af Karens-folket.

Til næste side.