Kl. 2100 hentede Jimmi os og kørte os til Nord-busstationen.
Vi havde for 1800 kr. købt en 5-dages trekkingtur til Umphang, og skulle med bus derop. Der er langt – og det tager hele natten. Vi kørte med luksusbus de næste 7-8 timer. Masser af plads og med sæder, der næsten kunne ligges helt ned. Og med service ombord næsten som på fly.
Vi kom til Mae Sot, hvor Mr. Lan hentede os kl. 5 om morgenen i en gammel Landrover. Vi blev kørt til hans dejlige teak-træs hus, hvor vi fik hver en madras i et værelse og fik lov til at sove i 3-4 timer. Derefter havde han en dejlig morgenmad parat.
Her mødte vi også Marlene og Michael, som skulle med på trekkingturen. Vi var kun os 4, så vi fik en god betjening og vejledning under hele turen.

Her spiser vi morgenmad i skyggen under Mr. Lan.s teaktræshus

Mae Sot
For få år tilbage byggede man den meget smukke "Asiens Hovedvej", som fører de 87 km fra Tak til Mae Sot.
Mae Sot ligger på kanten af den bjergrige jungle og nær Mae Nam Moie floden, som danner gænse til Burma.
Byens markeder og forretninger bærer præg af, at byen er den sidste bastion, inden junglen tager over. Macheter, fiskesnøre og bådskruer sælges i enhver købmandsforretning, og man er ofte leveringsdygtige i mere lyssky effekter under disken.
Byens mest spændende attraktion er selve grænsefloden mellem Thailand og Burma, Mae Nam Moie, nogle kilometer vestpå. Her findes et livligt tuskhandelsmarked, som efter en brand for få år siden nu er ved at komme i vigør igen. Her er en forvirret blanding af burmesere og thai'er. De burmesiske mænd kan kendes ved deres klædedragt, som er en slags nederdel (sarong), og ikke de traditionelle thaibukser. Pa tværs af floden sejler mange småbåde stopfyldt af mennesker og tingel-tangel.

Der foregår en livlig handel med alt fra cola til burmacigarer. Denne handel er fuldt legal, ligesom det er tilladt for thaier og burmesere at besøge hinandens lande. Om aftenen og natten overtager mere eller mindre lyssky forretninger med ædelstene, våben og ikke mindst teaktræ arenaen. Det er forbudt at fælde teaktræ i Thailand, men da Thailand ønsker at bevare sin tømmereksport, må de købe det i Burma. Alt i alt regner man fra officiel thailandsk side med, at det sorte marked udgør handel for ca. 50 mio. kr. årligt, hvilket formentligt er en slem underdrivelse.

Lidt op ad formiddagen kørte Mr. Lan os ned til floden, der danner grænse til Burma.
Her foregår der en livlig grænsehandel thaierne og burmeserne imellem. Der er et helt grænsemarked, hvor alskens ting og sa-ger kunne købes. Og det var til priser, der er under halvdelen af, hvad den er i Bangkok.

Poul har lært at prutte (om prisen)

Flere steder blev boderne passet af børn. Disse her var dog vist lidt for små – men søde og glade var de

Over middag blev vi hentet af en ”Grisebil”, som skulle køre os et par hundrede km. sydpå til Umphang, hvor vores trekkingtur skulle begynde.
En Grisebil er et normalt transportmiddel i Thailand. Det er såmænd bare en mindre Pickup med overdækning og 2 bænke langs siderne. Han kan man så sidde i den friske luft og nyde turen – hvis man ikke bliver køresyg af deres sindssyge og hasarderede kørsel.

De næste 4 timer foregik ad en rimelig god vej igennem et meget smukt landskab.
Vi kørte igennem små landsbyer, og på bjergskråningerne, som på dette billede, lå der flygtningelejre.
Flygtningene bor bare i stråhytter – og der er mange af dem.

Umphang
4 timers bjergkørsel ad de såkaldte himmelveje syd for Mae Sot ligger den lille landsby Umpang. Området fra Umpang og sydpå mod Kanchanaburi har noget af Thailands allersmukkeste og vildeste natur. Nogle af floderne lige omkring Umphang ligger i klippespalter, der er ca. 50 meter dybe. Det er beskriveligt smukt at sejle på tømmerflåder her. Selv om dyrene er her, skal du ikke regne med at se dem. De er sky og skjult af løvdækket. Vildsvin og gibbonaber dukker dog jævnligt op.
Det er oplagt at tage på trek i Umphang, men vi vil anbefale dig at have truffet aftale med servicekontoret i Bangkok, inden du tager til Mae Sot, så trekket er arrangeret på forhånd. November til februar er den bedste sæson for trekking her. Da er jorden blevet tør, men der er stadig meget frugtbart. Lad være med at trekke uden en guide, som du har tiltro til og vær ordentlig forberedt før afgangen. Rimelig fysisk form er nødvendig. Desuden skal du være opmærksom på, at det kan være koldt i junglen om natten - specielt i perioden fra oktober til marts. Hav respekt for junglen og vid, at der i mange landsbyer omkring dig foregår et skjult "spil" om opium - især i Lisu og Shan-området. Hold snuden for dig selv, så sker der ikke noget.
Vi nåede uskadte til Umphang, bortset fra lidt køresyge.

Vi blev kørt til Trekking-selskabets ”hotel”, hvor vi blev indkvarteret i nogle ret simple stenhytter. Men der var hyggeligt og rart, og vi kunne jo sagtens holde varmen. Det lå på en bjergskråning imellem træerne og med en vid udsigt ud over dalene og regnskoven.

Der blev serveret aftensmad på køkkenets terrasse,

Der var ikke andre gæster end os 4.

Her er Ella og Poul fotograferet i solnedgangen.

At udsynet ikke er så klart skyldes varmen og den høje luftfugtighed fra regnskoven.
En klar blå himmel så man aldrig.

Mandag den 01-04-02.

Vi befandt os nu i et af Thailands bedste naturområder, Huay Khaee Khaeng National-Park. Et område som breder sig over tusind af km2 fra Kanchanaburi i syd til Mae Sot i Nord. Området grænser op til Burma mod vest og er Thailands største ufremkommelige jungleområde.
Her skulle vi nu ud på en mindre trekkingtur i den varme og fugtige regnskov.

Følg med på næste side.