New Zealands historie:

Den første europæer i området var den hollandske opdagelsesrejsende Abel Tasman, der i 1642 opkaldte øerne efter den hollandske provins Zeeland. James Cook kortlagde 1769-70 Nord- og Sydøens kyster. Flere steder forsøgte man landgang, men blev ofte mødt af aggressive maorier; efterhånden lykkedes det dog at opnå venskabelig kontakt. De følgende 50 år var det især søfolk, sæl- og hvalfangere og senere handelsmænd, der slog sig ned i de primitive barakbyer. Med sig førte de spiritus, en række sygdomme og ikke mindst våben, som maorierne købte og brugte mod hinanden i blodige stammekrige. I 1814 oprettede det anglikanske Church Missionary Society den første handels- og missionsstation, og senere fulgte en række andre selskaber, der med voksende held forsøgte at påvirke og ændre maoriernes levevis ikke blot på det religiøse område, men også ved at oplære dem i at fremstille salgbare produkter.

For at få organiseret skov- og landbruget i det frugtbare område måtte der skaffes arbejdskraft udefra, og i 1830'erne lokkede europæiske kompagnier fattige europæere til at udvandre. I 1839 afsendte det private New Zealand Company fra London en flåde med arbejdere, der skulle opdyrke land ved det nuværende Wellington. For at forhindre fransk ekspansion og tilfældig privat indvandring annekterede flådeofficeren William Hobson på den britiske regerings vegne i 1840 New Zealand, der da havde ca. 2000 europæiske indbyggere og omkring 100.000 maorier. Sammen med en række maorihøvdinge underskrev den britiske regering i februar 1840 Waitangitraktaten, der forpligtede maorierne til dels at anerkende den britiske krone, dels kun at sælge jord til regeringen. Briterne lovede til gengæld at respektere og beskytte maoriernes ejendom; traktaten viste sig i praksis vanskelig at efterleve.

New Zealand Company, lykkejægere og missionærer fortsatte med at oprette nye bosætninger, og omkring 1855 oversteg antallet af europæere antallet af maorier. Da der i 1860'erne blev fundet guld, begyndte en endnu større indvandring. Det meste guld lå bundet i bjergarter, der først skulle knuses, så guldet kunne udvindes ad kemisk vej. Kapitalstærke mineselskaber overtog udvindingen, der dog kun skabte få arbejdspladser. De mange nye indvandrere ønskede jord, men det var svært at efterkomme efterspørgslen. Maorierne var imod at sælge, bl.a. fordi de opfattede jorden som en mor og dermed en del af sig selv. Der opstod en række blodige sammenstød mellem på den ene side maorier og på den anden provinsmyndigheder og nybyggere, som ofte manglede forståelse for maoriernes kultur. Trods fjendskab blev de forskellige maoriklaner tvunget til at samarbejde indbyrdes. 1862-70 udkæmpedes egentlige krige mellem maorier og indvandrere på Nordøen. Krigen blev tabt af maorierne, der fik konfiskeret store landområder.

Under Julius Vogel (1835-89), der var premierminister 1873-75 og 1876, lykkedes det at bilægge stridighederne, udbygge infrastrukturen og etablere en national identitet og en britisk enhedsstat. Problemet omkring maorierne og deres jord blev dog aldrig rigtigt løst. Omkring 1905 var der kun ca. 40.000 maorier, men over 1 mio. europæiske indvandrere. Landet var under forvandling fra skov til græssteppe og landbrugsland. De fleste nybyggerfamilier var briter, men i perioder kom der også indvandrere fra andre europæiske lande. Efter 1864 indvandrede en del sønderjyder, inspireret af tidligere konseilspræsident D.G. Monrad og hans familie, der i 1866 slog sig ned i Palmerston North. Danske mejerister og landmænd var foregangsmænd inden for newzealandsk landbrug, som lod sig inspirere af den danske andelsbevægelse. Politiske partier opstod først i forbindelse med indførelsen af stemmeret for mænd i 1879. Kvinderne fik stemmeret 1893, og samme år kom Richard J. Seddon fra Liberal Party til magten. Som premierminister indtil 1906 gennemførte han en række reformer, der lagde grunden til velfærdsstaten.