Som det ses her til venstre.
C&C har skrevet i rejsebeskrivelsen, at vi bare skulle tage en taxa op til byen i nærheden, men kl. 7 en søndag morgen, fandtes der overhovedet ikke et øje i miles omkreds.
Så vi hankede op i kufferterne, som heldigvis havde hjul under, og så gik vi den lille kilometer op til byen San Ignacio.
Ved ruinbyen gik vi ind på en restaurant og fik vores morgenmad og meddelte, at vi var ankommet. For det var restauranten, der skulle sørge for, at vi kom videre nordpå.

Derefter gik vi over og beså ruinbyen af den gamle jesuitter-by.
Dette er Argentinas mest berømte mindesværk. Starten på det moderne Sydamerika startede i dette område, hvor jesuittermunke ”tæmmede” de vilde indianere og holdt stand mod de indtrængende spaniolere, der kun kom for at hente guld, slaver og skatte.
Jeruitter-munke skabte dette område, som nu kaldes ”Missiones”. 13 landsbyer der dengang var højt hævet over resten af verden. Her var lægevidenskab, smukke kirker, filosoffer, skoler, hospitaler m.m. Man går rundt og ser ruinerne af deres kirker og boliger, og stedet er smukt og meget nænsomt restaureret.
Samfundet holdt stand i omkring 100 år, indtil spaniolerne og slavehandlerne var blevet så stærke, at de kunne knuse samfundet. De indfødte, der ikke blev fanget af slavehandlerne, flygtede ud i urskoven, og selv om de uindbudte forlod stedet igen, kunne de ikke opretholde standarden fra før. For nu var munkene væk, og de havde glemt at lære de indførte, hvordan samfundet egentligt kørte.

Der er lavet en storfilm om Missiones. Den hedder The Mission, og blev belønnet med flere Oscars.
Måske har du set den

.

Bemærk på billedet, at træerne er vokset op midt i ruinerne, og flere steder var ruinerne helt spundet ind i slyngende træer.

Ved middagstid havde restauranten sørget for en bil videre nordpå.
I en privatbil – med privatchauffør der kun kunne tale spansk, blev vi nu kørt 60 km. Nordpå.
Her i Nordargentina er der anderledes. Her er bakket og der er store skove, og alt er grønt og frodigt.
Hovedlandevej er bred og god og følger bakkerne op og ned. Ellers er den næsten lige. Der er ikke meget trafik, og chaufføren kørte pænt og roligt. En herlig tur med meget smukt at se på.
Vi ankom til en mindre landsby ved hovedvejen ved navn Capiovi.
Her blev vi indlogeret på et pænt hotel ved navn Hotel Castillo.
Her var gratis internetadgang, så herfra blev vores rejsebrev skrevet hjem til Danmark.
Det er tidligt på sæsonen og ikke særligt varmt. Og om eftermiddagen småregnede det, så den forventede grillaften nede ved vandfaldet, blev aflyst.
Men vi gik da ned og så på vandfaldet og fritidsområdet der omkring.
Jeg vil ikke vise billeder af dette vandfald, for det er kun en dråbe i forhold til de vandmasser vi så et par dage efter.

I vejkanten lå en kæmpetræstamme, som var hul.
Det er Ella, der her står i den anden ende af stammen.

Om aftenen spiste vi godt og billigt i hotellets restaurant og faldt i snak med et ældre schweizisk ægtepar, hvor hustruen har familie her i byen.
Det blev en hyggelig aften og der var gode senge på værelset, men ellers er der ikke mere at skrive om fra denne landsby og vores ophold her.
Hvorfor C&C har valgt turen sådan, er os stadig en gåde. Men det er heldigvis også det eneste lille minus vi har om hele arrangementet.

Mandag den 31-10-05.
Næste morgen efter morgenmaden, blev vi kørt videre nordpå i hotelbilen. Der var kun os 2 turister, og vi fortsatte nu nordpå ad den store hovedvej.
Efter 1 times kørsel gik den ellers næsten nye bil i stykker i motoren, og chaufføren måtte kalde assistance. En anden bil fra hotellet kom og kørte os videre, men det blev til 1 times ventetid her ude midt i ingenmandsland.

Her er et par billeder i hver sin retning, som giver et indtryk af storheden af dette kæmpeland.

Vi fik nu en hyggelig time, hvor vi gik ture ind i skoven og så på vegetationen.
Her ses vildtvoksende planter så høje som træer, som ellers i Danmark kun bruges som potteplanter indendørs.

Og her vokser orkideerne vildt i træerne.
En sprække i et træ, eller en grenforskydning, der i tidernes løb har samlet bare en smule støv og skidt, er nok til at orkideen kan gro. Det er ikke en snylteplante, og den får sin næring udelukkende fra den skule jord – eller det forrådnende træ i sprækkerne.
Her behøver den ikke vand men kan nøjes med den fugtighed, der er i luften.

Undervejs holdt vi ved en åben mineralmine ved navn Wandaminen.
Her er bryder man ametyster, granater, jade og andre smykkesten.

Her til højre ser vi på den åbne mine.

På de andre billeder kan man se, hvordan mineralerne sidder indkapslet inde midt i granitklippen.
Hvordan de er opstået, blev vi ikke klogere på, men det var flot at se på.
Udenfor mineområdet vrimlede det med koner og børn, der forsøgte at sælge de sten, de selv havde fundet i området.
Vi købte lidt som souvenirs i minens butik, og det var ikke særligt dyrt, og så fortsatte vi nordpå.

Ved 15-tiden havde vi fået tilbagelagt de 180 km. nordpå og ankom til grænsen til Brasilien.