Lidt om Argentinas historie frem til 2000.

Da spanierne nåede Argentina i 1516, var landet beboet af ca. 300.000 indianere på et ret lavt kulturtrin. En del af urbefolkningen fik lov til at være i fred til 2. halvdel af 19. årh., da den blev udryddet for at skaffe plads til masseindvandringen af italienere og spaniere.
Spanske kolonisationsforsøg lykkedes i 2. halvdel af 16. årh.; men i 200 år forblev Argentina en ubetydelig provins under vicekongedømmet Peru.
Med oprettelsen 1776 af vicekongedømmet La Plata (Argentina, Uruguay, Paraguay og Sydbolivia) begyndte en livlig udvikling, navnlig af Buenos Aires-området.
Selvstændighedsbestræbelserne begyndte 1810 under indtryk af Spaniens magtesløshed, og 1816 erklærede Argentina sig uafhængigt.
Paraguay, Bolivia og Uruguay skilte sig ud, sidstnævnte først efter krig 1825-28.
Der var længe fare for en yderligere opsplitning p.g.a. det forbitrede modsætningsforhold mellem provinsen Buenos Aires og resten af landet. Først efter 60 års politiske og væbnede sammenstød nåede man et kompromis 1880, og derpå ebbede det gamle nag langsomt ud.
Handelsfyrsterne i Buenos Aires og godsejerne i resten af landet havde trods modsætninger brug for hinanden, da det store økonomiske opsving satte ind i 1870-erne.
Det trak til gengæld klassemodsætningerne stærkt op, og et radikalliberalt parti, der blev dannet 1889, fik efter lang kamp indført almindelig valgret og var ved magten 1916-30 (Ippolito Irigoyen, præsident 1916-22 og 1928-30).
P.g.a. verdenskrisen greb en officersjunta magten 1930.
Den styrtedes 1943 af kolleger med fascistiske sympatier. Disse måtte dog efter pres fra USA erklære Tyskland krig lige før sammenbruddet 1945. Argentina havde ellers holdt sig neutral i begge verdenskrige.
Den 2. juntas arbejdsminister, oberst Juan Perón, gjorde en energisk indsats for at forbedre de fattiges kår; samtidig organiserede han arbejderne og kunne derfor vinde præsidentvalget 1946 og regne med stor folkelig støtte til sit stadig mere diktatoriske styre.
Reformarbejdet fortsatte, og Perón og hans hustru Eva (Evita) blev meget populære. Efter sin død 1952 blev "Evita" nærmest dyrket som helgen.
Men økonomien kunne hverken bære Peróns indenrigspolitik eller hans voldsomme selvhævdelse udadtil med særlig brod mod USA.
1955 lagde han sig ud med kirken og blev samme år fordrevet af hæren.
I den følgende snes år overlod militæret i tre perioder (1958-62, 1963-66 og 1973-76) styret til politikerne, men greb atter magten, da det viste sig, at disse hverken kunne bremse den enorme inflation eller den politiske og kriminelle terrorvirksomhed.
De sidste, der fik lov at forsøge, var den hjemvendte Perón og efter hans død 1974 enken María Estela "Isabel" Martínez de Perón.
Fra 1976 regerede officererne igen, indtil deres fejlslagne Falkland-felttog i 1982 og den håbløse økonomi tvang dem bort 1983.
Den liberale præsident Alfonsín fik bilagt Beagle-striden med Chile ved Vatikanets mægling 1984, og traktaten blev ratificeret i begge lande 1985. Men de to landes søværn havde svært ved at acceptere præsternes og politikernes løsning. Det argentinske søværn demonstrerede ved et lille bombardement af den chilenske base i kanalen.
Sagen afstedkom flere militæropstande. Alfonsín og hans parti (Radikale Borgerunion, UCR) gjorde deres bedste for at reducere militærets magt; men det var ikke nok for vælgerne, hvis store flertal foretrak Carlos Menem (Retfærdighedsparti, PJ, dvs. peronister) ved præsidentvalget 1989. Hans program for national forsoning og "produktionsrevolution" kunne ikke virkeliggøres. Regeringen måtte adskillige gange omdannes.
Men da en militærjunta forsøgte et kup 1990, slog han det ned og fik lederne idømt strenge straffe 1991. Valget 1995 befæstede hans position. Forinden var der 1994 vedtaget en ny forfatning, som indskrænker præsidentens valgperiode fra seks til fire år, og hvorefter præsidenten vælges ved direkte valg. Januar 1999 lancerede Menem en plan om at udskifte pesoen med dollarøkonomi som et modtræk mod den stærkt skrantende økonomi i det kriseramte Brasilien, som under det regionale handelssamarbejde Mercosur tegner sig for en tredjedel af landets eksport.